Den 1. august 2020 var det 52 år siden, at Panayotis åbnede sit første atelier med brudekjoler på Gormsgade i Vejle. Dermed blev den første side skrevet i den fortryllende historie om skrædderen, der kom til Danmark på noget nær det værst tænkelige tidspunkt.

Historien om kjoleskrædderen Panayotis udspringer – selvfølgelig – i Brudens Kilde – Nifi på Rhodos. Nifi er det græske ord for brud, og det var i området lige omkring den, at Panayotis trådte sine barnesko – og senere uddannede sig til skrædder. I 1965, da han kom til Danmark, var der masser af arbejde for en ihærdig ung mand med en solid uddannelse som skrædder i bagagen. Men først efter nogle år på forskellige systuer, besluttede Panayotis sig for at åbne sit eget Atelier Panayotis d. 1. august 1968.

– Dengang var der ikke meget, der tydede på, at det skulle blive startskuddet til Danmarks førende Brudekjolehus. For stort set lige efter jeg startede mit atelier, gik bunden ud af det danske brudekjolemarked, husker Panayotis.– I kølvandet af ungdomsoprøret i 1960’erne og oliekrisen i 1970’erne oplevede man i Danmark et rekordlavt antal kirkelige vielser. Hvis man overhovedet blev gift, var det som regel i jeans og islændersweater på det lokale Rådhus, smiler Panayotis, der udmærket husker, hvordan det var at drive et brudekjoleskrædderi dengang i 1970’erne.Der var ikke den store efterspørgsel efter skræddersyede brudekjoler.

Alligevel blev Panayotis ret hurtigt kendt for at lave spændende og anderledes brudekjoler. F.eks. i 1971, da billedet af den dengang relativt ukendte model Ilona Sjøgren i en sort (!!) brudekjole blev vist i B.T., og senere sendt ud af Reuters Bureau verden rundt. Billederne nåede sågar til Grækenland og Rhodos, hvor den lokale avis med stolthed kunne berette om øens søn, der var blevet ”verdensberømt” i Danmark. Det ændrede dog ikke meget på markedsvilkårene. Lavpriskoncepter og alternative bryllupper  var totalt dominerende dengang i 1970’erne, så vi måtte klare til dagen og vejen ved at lave alt mulig forefaldende skrædderiarbejde – lige fra oplægning af herrebukser til at sy dragter til hundene i det lokale cirkus.

Det vigtigste – tror jeg – er, at man har hjertet med, når man driver sin virksomhed – uanset hvad man laver, understreger Panayotis. Min forkærlighed for de skræddermæssige traditioner gjorde, at vi holdt fast i at lave forefaldende skrædderarbejde i stedet for at gå på kompromis med kvaliteten og sy billige brudekjoler. Det er nok også dét, der har været med til at danne grundstenene i vores succes i dag – at vi har fastholdt, at de skræddermæssige traditioner altid skal være i højsædet. Samtidig lærte vi, at vil man have succes i denne branche, kræver det hårdt arbejde. Det er nok også én af hovedårsagerne til, at vi kan fejre vores 48. jubilæum i år.

Mange tror, at det er en glamourøs branche, hvor der kun er glade kunder og tænker måske ikke på, hvor meget arbejde der ligger bag, før en tilfreds brud træder op ad kirkegulvet. Når jeg tænker på pigerne på vore systuer i vores butikker, er jeg fuld af beundring for det, de præsterer hver dag. En moderne brud kræver – og skal have – fuld opmærksomhed og service, når drømmekjolen skal vælges og færdiggøres – og nogle gange skal der et utroligt hårdt stykke arbejde til, før vi alle er tilfredse.

Jeg fortæller ofte historien om en brud, som stadig tydeligt kunne huske hendes brudekjole, og den oplevelse hun havde i den butik, hvor hun købte brudekjolen. 14 år efter hendes bryllupsdag! Det siger lidt om, hvilke udfordringer vi står overfor hver dag – året rundt. Det er forventninger, man ikke må skuffe. Men når det er sagt, så er der ikke meget, der slår en glad og forventningsfuld brud, der har fået sine drømme opfyldt. Det er det, vi er her for.